mandag den 21. februar 2011

Svamperisotto


Svamperisotto er en rigtig klassiker, især til damerne, men på grund af svampenes fyldighed kan de fleste mænd overkomme manglen på kød :)

Det skal du bruge (ca. 3-4 personer):
350-400 g risottoris (fx Arborio). Det er vigtigt at bruge den slags ris og ikke almindelige ris - det er stivelsen i risottoris, som gør forskellen.
2 dl hvidvin
1 stort finhakket løg
1 fed hvidløg
1 spsk smør
1 l hønsefond/buillon (eller en buillonterning opløst i 1 l vand). Jo bedre fond, jo bedre resultat.

500 g blandede svampe (fx kantereller, portobello, shitake, østershatte osv.)
hakket persille
hakket timian (eller tørret)
hakket basilikum (eller tørret)

Sådan gør du:
Start med at svitse løg og hvidløg uden at de tager farve. Når de er blanke, hælder du risene ved, så de suger smørret (tilsæt evt. lidt ekstra, hvis risene virker tørre). 

Tilsæt hvidvinen og lad den reducere til ca. halvdelen. Rør hele tiden rundt, så risene ikke sidder fast. Begynd at hælde hønsebuillonen ved lidt ad gangen. Når risene har suget væsken, hælder du lidt mere på osv. Når al buillonen er brugt, plejer det at passe med at risottoen er færdig. En rigtig risotto er al dente, dvs. risene stadig har bid, men det er en smagssag. Det tager ca. 20 minutter i det hele.

Ca. halvvejs i risottoen svitser du de ordnede svampe på en anden pande. Du kan bruge enten olive eller smør, men smør giver en mere cremet smag. Vent med at tilsætte salt til allersidst, da saltet trækker væsken ud af svampene og får dem til at koge i stedet for at stege. Til aller sidste vendes svampe og hakkede krydderurter i risottoen - smag evt. til med salt og peber (normalt er der ikke brug for meget salt, da buillonen i sig selv er salt) og evt. revet parmasan.

Server fx med en grøn salat og godt brød.

Lise-pigens tip:
Risotto kan varieres i en uendelighed, prøv fx en forårsversion med friske ærter og grønne asparges, med tigerrejer og asparges; kun tomat og krydderurter (godt tilbehør til fisk eller kylling); masser finthakkede grøntsager (fx peberfrugter, squash, tomater osv.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar