mandag den 21. februar 2011

Spicy gulerodsuppe med masser af vitaminer


Denne opskrift på gulerodssuppe er en rigtig vintervarmer, der giver masser af energi og vitaminer.


Det skal du bruge (3-4 personer):
Masser gulerødder - jo flere jo bedre (min. 500 g)
2-3 pastinakker eller persillerødder (kan erstattes af knoldselleri)
1 chilli (tag kerne og frugtkød ud, hvis du vil skrue lidt ned for "varmen")
1 fennikel (kan udelades)
2 porrer
1 stort løg
2 fed hvidløg
1-2 tsk gul karrypasta afhængigt af styrken
1-2 dl hvidvin
Saften fra en citron
1l vand
Hønsefond (eller 1 buillonterning)
Lidt fløde eller kokosmælk til at jævne - kan udelades

Sådan gør du:
Alle grøntsagerne skrælles/renses og hakkes og puttes i en stor gryde med lidt olie og svitses uden at grøntsagerne tager farve. Tilsæt hvidvinen og lad den reducere, så alkoholen er brændt af. Tilsæt vand og hønsebuillon og karrypasta, læg låg på og lad suppen koge - jo længere den koger, jo bedre. Når grøntsagerne er møre, så blend suppen til en jævn masse og tilsæt citronsaften. Gulerødder er meget søde, og citronen afbalancerer smagen. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. 1/2 dl fløde eller kokosmælk - det giver lige et ekstra pift. 

Server fx tørrede kokosflager og naan-brød on-the-side.

Lise-pigens tip:
Suppen er fin som den er, men vil du give den lidt mere volumen, så passer den rigtig godt til fisk, skaldyr eller kylling. Prøv fx at putte rå tigerrejer i 1-2 minutter før servering - eller en god fast hvid fisk, som torsk eller lyssej (skåret i mundrette stykker) i ca. 3 minutter før servering. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar