mandag den 21. februar 2011

American Style Burgerboller og/eller pølsebrød


En nem opskrift på de bedste burgerboller. Bollerne blive faste, bløde og luftige med en svagt sprød skorpe. Når du først har prøvet at bage dem selv, så falmer købebollerne hurtigt. Lav evt. dobbeltportion og gem i fryseren til en anden god gang. Det tager de ikke skade af. 

Det skal du bruge (giver ca. 12 stk.):

  • 235 ml mælk
  • 120 ml vand
  • 55 g smør
  • 560 g hvedemel
  • 7 g tørgær (ca. en halv pakke)
  • 25 g alm. sukker
  • 9 g salt
  • 1 æg til dejen
  • 1 æg til pensling
Sesamfrø til pynt


Sådan gør du: 

Varm mælk, vand og smør i en lille gryde til det er lunt

Bland ca. 200 g af melet sammen med gær, sukker og salt. Rør væsken i og derefter ægget. Rør sammen til dejen har en jævn konsistens. Rør resten af melet i, ca. 50 g af gangen og rør godt mellem hver portion. Når dejen har samlet sig, så hæld den ud på en meldrysset overflade og ælt indtil den er blød, ensartet og elastisk. 

Lad dejen hæve overdækket et lunt sted i ca. en time.

Slå dejen ned, men ælt ikke for hårdt på dette stadie - så bliver bollerne ikke bløde. Del i 12 lige store stykker. Form til ensartede boller og læg på bagepapir. Dæk bollerne med et fugtigt viskestykke og lad hæve i 30-35 min. 

Pensl bollerne med æg og drys sesamfrø.

Bag ved 200 grader i 10-12 minutter eller indtil de er gyldne

NB! Hvis du laver pølsebrød: del dejen i 16 i stedet og form dem til små rektangler og rul dem til de er ensartede. Afslut enderne og lad hæve overdækket i 20-25 min. inden du pensler og bager som ovenfor.


2 kommentarer:

  1. Vil gerne rose dig rigtig meget for denne opskrift! Jeg bruger den hver gang vi skal have burger af en eller anden art. Denne gang har jeg skiftet halvdelen af hvedemelet ud med grahamsmel og det ser ud til at virke lige så godt:) Hvor har du selv fundet den i sin tid, eller har du selv udviklet den? Mvh Ane

    SvarSlet
  2. Hej Ane,

    1000 tak for det - den er også fast inventar hos mig :)

    Jeg fandt oprindeligt opskriften på en amerikansk hjemmeside, fordi jeg savnede en opskrift på den karakteristiske bløde, søde bolle, som man får i USA. Du kan se den oprindelige opskrift her: http://allrecipes.com/Recipe/Burger-or-Hot-Dog-Buns/Detail.aspx

    Jeg har ændret lidt i opskriften fordi vi i Danmark ikke rigtig kan få "instant yeast", så derfor har jeg brug tørgær og varmer ikke mælk/vand/smør til så høj temperatur, som i den oprindelige opskrift for ikke at slå gærkulturerne ihjel.

    Jeg skal helt sikkert prøve med grahamsmel, når jeg laver næste "batch" :)

    Mange hilsner fra Lise-pigen

    SvarSlet