mandag den 21. februar 2011

Supernemme koldhævede flutes

Fantastisk nem brødopskrift, der ikke kræver æltning og kan varieres i det uendelige. Versionen på billedet her er med Tipo 00 (italiensk hvedemel), durummel og speltbageblanding (fra Urtekram).





Det skal du bruge (giver ca. 3 stk.):


Basisopskrift:
1/2 pakke tørgær
3 spsk Maldon Sea Salt (NB! Hvis du ikke har Maldon salt og vil bruge alm. groft/fint salt, så skal du ikke bruge mere end 1 1/2 spsk.)
5 dl koldt vand
450 g hvedemel - helst tipo 00 (ekstra fintmalet italiensk hvedemel, som giver sprødere skorpe)
200 g durummel


Sådan gør du:
Dag 1: Rør alle ingredienser sammen til en jævn masse (kan gøres med gaffel, grydeske eller røremaskine). Dejen skal være lidt våd og klistret. Dæk med plastikfilm og sæt i køleskabet. 


Skal stå min. 12 timer og max. 3 dage på køl.


Bagedag: varm ovnen op til 250 grader. Dæk en bageplade med bagepapir og del dejen i 3 aflange "klatter". 


Bag 5 min. v. 250 grader og skru derefter ned til 200 g og bag i yderligere 5-10 min. afhængigt af, om du vil fryse eller spise med det samme. Brødet bliver faktisk allerbedst, når det bliver genvarmet efter frysning, da det får en god, sprød skorpe og dejlig saftig midte.


Lise-pigens tip:
Opskriften her kan varieres i det uendelige med forskellige meltyper og kerner. Husk dog, at basisdejen altid skal indeholde min. 400 g. hvedemel - ellers risikerer du, at brødet ikke hæver ordenligt og bliver for klægt og massivt.


Prøv fx:
450 g hvedemel
100 g grahamsmel
50 g speltblanding (fås hos Urtekram) - skal lige i blød i varmt vand i 5 min. inden de tilsættes
50 g havregryn
Lidt ekstra vand, da kernerne suger mere væske


eller


Basisopskriften, hvor du pensler med olivenolie, drysser med havsalt og hakket, frisk timian og oregano (tørret kan også sagtens bruges). Det giver et rigtig godt madbrød.



2 kommentarer:

  1. Den opskrift kan jeg ikke få til at fungere. Den er alt for salt og det er slet ikke nok mel det der er angivet. Rigtig træls når nu man troede man købte god ingredienser.

    SvarSlet
  2. Hej Buddymus,

    Jeg er ked af, at opskriften ikke fungerede for dig. Jeg tænker, at du har brugt almindelig groft/fint salt? Faktisk bruger jeg altid flagesalt (fx Maldon Sea Salt), hvor det passer med 3 spsk. Det skulle selvfølgelig fremgå af ingredienserne, så det har jeg opdateret nu.

    Ang. mel, så er det meningen at dejen skal være våd og klistret. Det er ikke meningen, at man med denne opskrift skal kunne forme brødene, som med en almindelig gærdej.

    Venlige hilsner fra Lise-pigen

    SvarSlet