torsdag den 24. november 2011

Græskar-risotto

Jeg bliver aldrig rigtig træt af risotto og denne version med bagte græskar passer jo godt til sæsonen. Her er den helt uden "tilbehør", men den ville gøre sig rigtig godt sammen med fx ristede kammuslinger eller et stykke smørristet fisk.

mandag den 21. november 2011

Braisserede svinekæber med kompot af kartofler og rosenkål

Må straks indrømme, at denne opskrift er tyvstjålet fra Claus Meyers "Almanak", men blev så vellykket, at den helt sikkert skal deles. Svinekæber er måske en del af dit hverdagskøkken, men I burde prøve det. Svinekæber er oftest utroligt billige (10 kr. stk. hos Cleaver's Meatmarket i Torvehallerne) og bliver mørt som smør, når det har fået lov at hygge sig i ovnen i nogle timer. Opskriften her er, tro Meyer-style, nordisk med mørk øl, æblemost og æblecideredikke, men kan helt sikkert også gøres frankofil med hvidvin, urter og tomater.

Hjemmesyltede agurker

Julen nærmer sig og det er tid til at hive nogle af de gamle danske klassikere op af gemmerne. Jeg går personligt meget op i at videreføre de stolte danske madlavningstraditioner,  som er videreført fra generation til generation. Jeg ved godt, at man kan købe syltede agurker de fleste steder, men det er utroligt let at lave selv og så får du et produkt, som er helt fri for kunstige konserveringsstoffer.

søndag den 2. oktober 2011

Klassisk Steak Frites med hjemmelavet bearnaise

Nogle gange skal man glemme alt om kalorier og kolesterol og forkæle sig selv. Det kan gøres så lækkert med en bøf af virkelig god kvalitet, hjemmelavede pommes frites og bearnaise. Mange får måske koldsved ved tanken om selv at lave bernaise og mindes skrækhistorier om saucer, der skiller. Faktum er, at det faktisk slet ikke er så svært - humlen er at have alle ingredienser klar; holde varmen nede og ikke forlade saucen! Jeg forklarer hvordan nedenfor :)

Lun linsesalat med feta, ristet rødbede og gulerod

Jeg er vild med de delikate grønne Puy-linser, som når kogt "al dente" har en skøn tekstur og nøddeagtig smag. Linser kan bruges i et utal af opskrifter - både varme og kolde. Denne opskrift gør sig rigtig godt som en sund frokostret, men kan også sagtens bruges som tilbehør til kød eller fisk. Linser har et meget højt indhold af protein, som giver en rigtig rar mæthedsfornemmelse og fibre, der giver maven noget at arbejde med. Du kan variere linsesalat i det uendelige, men jeg forsøger altid at balancere ingredienserne, så der er forskellige teksturer og smage. Her har jeg brugt nye danske rødbeder og gulerødder (ristet kort på panden), der giver sødme og sprødhed; rucola, som har en dejlig bitter sennepsagtig smag; en lille smule feta, som giver en rund, salt fedme; lidt finthakket rødløg som giver skarphed og lidt balsamico, som giver syre.

tirsdag den 6. september 2011

Klassisk oksecarpaccio - lynhurtig forret

Her får I et tip til en lynhurtig forret, der kræver næsten ingen forberedelse og alligevel smager fantastisk. Carpaccio fås efterhånden i de fleste supermarkeder, men det smager længder bedre, når man køber det frisk hos slagteren. Min slagter har det altid på lager, men er du tvivl, så ring og spørg din lokale. Jeg kan ikke tage æren for denne opskrift, så det er mere inspiration til hurtige hverdagslækkerier eller en nem forret  næste gang du skal have gæster.


Lammeskank braisseret i honning, æbleedikke og tomat (med grov mos)

Efteråret nærmer sig, og lysten til simreretter melder sig. Jeg har taget forskud på glæderne med en virkelig nem variant, som alle kan være med på. Lammeskanke fås efterhånden i de fleste større supermarkeder (eller under alle omstændigheder hos din lokale slagter) og er en spise, der både behager gane og pengepung. En lammeskank koster ca. 30-40 kr. stk., og er rigeligt til én person. Du kan varierer braisserede lammeskanke med rigtig mange forskellige smagsgivere. Jeg er i det sydeuropæiske hjørne og har brugt honning, tomater, peberfrugter, hvidløg og masser af krydderurter. Det bedste resultat får du, hvis du braisserer ved lav varmei ovnen i ca. 2-3 timer - så bliver kødet bogstaveligt talt blødt som smør og falder af benet. 


mandag den 29. august 2011

Hjemmelavet ravioli med spinat og ricotta i skaldyrsbisque med ristet jomfruhummer

Indrømmet: denne opskrift er nok ikke lige én du skal give dig i kast med på en almindelig hverdagsaften. Det er nok mere optimalt til en særlig aften, hvor du har god tid. Du skal bruge en del tid på forberedelserne, men tilgengæld er retten utroligt hurtigt at færdiggøre, når man når spisetid. Jeg har her begivet mig ud i at lave ravioli helt fra bunden, men helt ærlig: du kan sagtens bruge færdiglavede. Bare sørg for at købe friske ravioli af en god kvalitet. Både Irma og SuperBest har nogle rigtig gode færdige raviolier. Jeg laver også altid skaldyrsfond fra bunden. Det lyder måske som et uoverskueligt (og dyrt) projekt, men det er det slet ikke. Jeg fryser altid tomme reje-, hummer- og krabbeskaller og selvom de allerede har været kogt, så afgiver de stadig fantastisk meget smag. Du får højst sandsynligt mere fond end du skal bruge, men frys den - så kan du lynhurtigt lave en lækker ret end anden dag. 

Nemt Foccacia med timian og rosmarin

Opskriften er tyvstjålet fra bogen Meyers Bageri, men er så god og nem, at den også skal deles her.  Nøglen til det gode foccacia er især tre ting: at du bruger en god kvalitet mel med højt glutenindhold, som gør, at brødet hæver bedre uden så meget gær; at du lader den hæve længe nok OG sidst men ikke mindst æltningen. Jeg har fulgt Meyers anvisninger og har æltet denne dej på maskine, og det gør en kæmpe forskel. Dejen bliver fantastisk smidig, klistrer ikke og hæver flot. Selvom du ikke har en køkkenmaskine med dejkrog, kan du opnå næsten samme resultat ved at bruge en alm. (stærk) håndmikser med dejkroge. Og så slipper du jo for at få hænderne i dejen :)

mandag den 8. august 2011

Jordbær/rabarber tiramisu

Her er en virkelig nem og hurtig dessert, som er allerbedst, når lavet på friske bær og frugter fra sæsonen, men du kan selvfølgelig også bruge frosne bær. Jeg har her brugt jordbær og rabarber, men du kan sagtens bruge andre bær som hindbær, brombær, stikkelsbær, ribs, eller hvad du nu kan få fat i. Dog er det godt at bruge et bær (eller frugt), som har lidt syre, da det er en god kontrast til den søde, fede creme. 

Mini-pizza på grillen

Jeg er svært, svært glad for pizza - og efterhånden er det kun de hjemmelavede der dur. Mens ferien blev tilbragt i sommerhuset, uden min elskede lavasten, meldte pizzalysten sig og så måtte der improviseres. Min bedre halvdel og jeg kom på, at man måtte kunne lave pizza på grill - resultatet blev forrygende! Grillen giver den helt rigtige røgede smag, som man ikke kan få i ovnen og bunden bliver garanteret sprød. Jeg kan kun anbefale det - og det er slet ikke så svært. Versionen her er med chorizo og peberfrugt, men eksperimenter gerne med andet fyld. Her har vi lavet dem som mini-pizza (ca. halv størrelse af en alm.) - det er lidt nemmere at styre på grillen. 

onsdag den 13. juli 2011

Lynstegt tun med multi-bønnesalat

Denne ret er ideel til hverdage, hvor det godt må gå lidt hurtigt, men stadig skal være sundt og lækkert. Retten er stopfyldt med gode proteiner, fibre og fedstoffer, så du kan roligt spise med god samvittighed. Til bønnesalaten har jeg brugt tørrede bønner (som altid findes i mit forrådskammer), som skal stilles i blød dagen inden. Du kan dog sagtens bruge bønner på dåse, men vær opmærksom på, at de kan være mere melede. Husk også at hælde lagen fra og skyl bønnerne godt inden brug. Du kan også sagtens bruge andre typer bønner end de klassiske røde og hvide som er vist her.

torsdag den 30. juni 2011

Gammeldags Jordbærgrød

Der findes vist ikke noget mere dansk og sommeragtigt end jordbærgrød. Det er en af mine absolutte yndingsdesserter og så er det faktisk ufatteligt nemt at lave. Grødens smag afhænger rigtig meget af, hvilken type jordbær man bruger. De bedste resultater fås, synes jeg, hvis man bruger meget sødmefulde, økologiske jordbær. De er svære at få i butikkerne, da holdbarheden er meget kort (typisk kun 1 dag), men du kan med fordel plukke dem selv på de forskellige gårde rundt omkring i landet. Jeg kan virkelig anbefale Camilla Plums jordbærmarker på Fuglebjerggaard i Helsinge - hun har nogen fantastisk gode jordbær.


tirsdag den 14. juni 2011

Klassisk lasagne med hjemmelavede pastaplader

Jeg tror, lasagne er en fast bestanddel af familien Danmarks middagsretter. Jeg har det personligt svært med lasagne efter lidt for mange Knorr-varianter og færdigretter fra fryseren (det var i mine yngre og knap så mad-entusiastiske dage). Men...hvis man gider at lave alle ingredienserne fra bunden, så smager det faktisk rigtig godt. Jeg er gået "all-in" og har lavet pastaen selv, men det kan selvfølgelig udelades og erstattes af færdigkøbte. Jeg har også tilsat tynde skiver squash for at give lidt mere grønt til retten. Det kan selvfølgelig også udelades - eller erstattes af andre grøntsager, som fx aubergine. 



Parpardelle med tigerrejer

Pastaretter er ideelle til hverdagsaftener. Det er hurtigt og kan varieres i det uendelige. Parpadelle med tigerrejer i en frisk tomatsauce er en ret, som behager de flestes smagsløg. Her er masser af smagsgivere i form af chilli, hvidløg, tomater og krydderurter. Jeg bruger en lille smule fløde til at runde smagen af, men det kan helt sikkert udlades, hvis man ønsker en mere fedtfattig version. 

mandag den 6. juni 2011

Saftige kanelsnegle med masser af remonce

Kanelsnegle kan alle vist li', og de passer sig godt både til morgenbordet og eftermiddagskaffen. De fleste kan bedst lide den bløde midte, og denne opskrift gør faktisk at hele sneglen er lige så blød og lækker. Hvad er hemmeligheden? At rulle dejen ekstra tyndt ud og være generøs med remoncen. 

Amerikanske Blueberry Pancakes (blåbærpandekager)

I LOVE LOVE LOVE BLUEBERRY PANCAKES! Om det er min indre amerikanofil eller bare min søde tand, der gør det, skal jeg ikke kunne sige. Opskriften skal da selvfølgelig deles med jer - I kan selvfølgelig udelade blåbærrene, hvis I foretrækker dem au naturel eller erstatte dem med andre former for frugt - eller måske chokoladestykker?

tirsdag den 17. maj 2011

Spicy kyllingeburger med guacamole

Hvorfor ikke give den gode gamle burger en overhaling, der indeholder mindre fedt og meget mere smag? Hakket kyllingekød har et meget lavt fedtindhold og er lækkert, saftigt og meget modtageligt overfor smagsgivere som fx ingefær og chilli, som bliver brugt i denne opskrift.

mandag den 16. maj 2011

Chevre Chaud (salat med grillet gedeost, semi-dried tomater, bagte løg og honningristede mandler)

Chevre Chaud er en fransk bistro-klassiker, som sagtens kan laves derhjemme. Retten fungerer rigtig godt som en let hovedret, men er også god som en forret til flere. Kernen i chevre chaud er at skabe balance mellem syre, salt og sødme, da det virkelig fremhæver smagsnoterne i gedeosten.

mandag den 9. maj 2011

Skindstegt torsk, nye, hvide & grønne asparges med dildskum

Min påske blev tilbragt i Berlin, hvor de første hvide "spargel" bliver serveret som en delikatesse på mange af de tyske restauranter. Både hvide og grønne asparges hører helt sikkert forået til og skal spises og nydes mens de er i sæson. De kan helt sikkert sagtens spises solo, men de passer altså også rigtig godt til fisk og skaldyr. Denne aspargesopskrift kombinerer både grønne og hvide med lækker, skindstegt torsk og en let dildskum.

tirsdag den 26. april 2011

Græsk salat med grillet kylling

Foråret er kommet og det giver lyst til lette, grønne retter. Salaten her kan bruges når som helst - til frokost, hovedret eller tilbehør. Her har jeg brugt grillet kylling, men det kan sagtens erstattes af andre typer kød eller helt udelades. En græsk salat er per definition lidt rustik, så du skal ikke bruge megen tid på forberedelserne her.

søndag den 17. april 2011

Salat med varmrøget laks, urtecreme, friske ærter, avocado og asparges

Foråret er kommet og giver lyst til let og lækker mad. Denne salat er propfyldt af sunde fedstoffer fra laks og avocado, mens ærter og asparges giver god mæthed på få kalorier. Salaten har fylde nok til at udgøre en hovedret, men kan selvfølgelig også serveres i mindre portioner som forret. Også tager det max. 15 min. at tilberede, så det er en god hverdagsret.


torsdag den 14. april 2011

Frikadeller med kartoffelsalat

Frikadeller...aaah....de smager af Mor, tryghed og barndom. Selvom ingredienserne altid er nogenlunde de samme, så er smager de aldrig ens afhængigt af ophavs-m/k'en. I min familie har vi meget stærke frikadelle-traditioner både på min mors og min fars side. Jeg fører stolt arven videre med min egen variant, som i følge nogen er bedre end deres forgængere. Hvad er magien bag en god frikadelle? Tid...og Kærlighed :)


Thai-kylling med sprøde grøntsager i gul karry


Vores danske ganer har efterhånden vænnet sig til asiatiske ingredienser, som ingefær, karrypasta og kokosmælk. De fleste kender vel Thai Gul Karry - min version har flere grøntsager end originalen og skærer lidt ned på den fede kokosmælk dog uden at gå på kompromis med smagen.
(Foto er på vej)

mandag den 11. april 2011

Minestrone

Minestrone er en klassisk italiensk ret. Der findes utallige varianter, men basalt set er det en grøntsagssuppe typisk med bacon eller pancetta (læs: saltet, krydret italiensk flæsk) som smagsgiver og pasta, ris eller bønner som fylde.
Denne version er ret simpel og er nok den de fleste danskere forbinder med minestrone. De mange grøntsager kræver lidt mingelering, men ellers er det en god hverdagsret, som passer sig selv, så du kan lave noget andet imens :)

onsdag den 6. april 2011

Krydderurte-farserede rødspætteruller med forårsgrønt


I begynder måske at fornemme, at jeg er meget glad for fisk. Denne ret er ingen undtagelse. Den er overraskende let at lave, men smager fantastisk og kan sagtens udgøre en "gæsteret".  

Boller i Karry

Boller i Karry er en ægte klassiker fra det danske køkken, som enhver hjemmekok bør have i sit repetoire. Ligesom med frikadeller er der nok ikke to varianter, der smager ens, men her får I i hvert fald min fortolkning. 



Cremet sellerisuppe

Mangler du en opskrift på en hurtig forret, så er her et elegant forslag. Suppen bliver kogt på knoldselleri og fiskefond og kan serveres sammen med alle former for hvid fisk eller skaldyr. Prøv fx med ristede kammuslinger og friske æbletern eller et stykke bagt lyssej og frisk dild.

torsdag den 31. marts 2011

Teriyaki-marineret andebryst med spicy nudelsalat

Denne nudelsalat er en af mine favoritter. Den er lynhurtig at lave, indeholder masser af sprøde, rå grøntsager og har en god balance mellem det salte, søde og stærke. Den kan sagtens tåle at blive spist alene, men er også rigtig god sammen med næsten alle former for grillet eller stegt kød. Her er den serveret med teriyaki-marineret and, men prøv med kyllingebryst, en god svinekotelet, tun, laks eller oksekød - det er mindst lige så godt.





søndag den 27. marts 2011

Lam i karry med spinat og kikærter

Jeg er vild med indiske krydderier og asiatisk mad i det hele taget. En inder ville måske korse sig over denne ret og kalde den uautentisk, da den indeholder flere ting, som ikke hører sig hjemme i de indiske køkken (læs: hvidvinsedikke, kalvefond og mere sovs). Men for mine danske smagsløg rammer den plet. I modsætning til andre indiske retter, så er denne ikke så fed, så samvittigheden behøver heller ikke at lide. Her er den serveret med grov bulgur, som er et dejligt, mere fiberrigt alternativ til hvide ris.

Double chocolate chip cookies

Her er en af min kærestes absolutte favoritter. Double chocolate chip cookies bagt "american style", så de er lidt bløde i midten. Der absolut intet sundt over dem, men de smager ...... godt :D

(Foto er på vej)

Blåbær-muffins


Jeg elsker blåbær-muffins og denne opskrift er virkelig skøn. Det smeltede smør gør, at overfladen bliver lækker og sprød, og citronskallen giver en dejlig skarp kontrast til den søde kage. Opskriften her er taget fra bogen "500 Muffins & Cupkakes" af Fergal Connolly (http://www.saxo.com/dk/item/fergal-connolly-500-muffins-cupcakes-indbundet.aspx)

torsdag den 24. marts 2011

Pizza - made from scratch!

At lave hjemmelavede pizzaer er efterhånden blevet lidt af en lidenskab (læs: besættelse) for mig. Jeg har brug lang tid på at finde den bedste opskrift på dejen, så den får den rigtige balance mellem sødt, salt, blødhed og sprødhed. Jeg føler, at jeg nu er kommet så langt, at opskriften er værd at dele med jer.

Opskriften her er en basis pizzadej og tomatsauce. Derefter kan man jo variere fyldet efter sine egne smagsløg. Mine favoritter er med chorizo og squash og med italienske kødboller. Denne version er dog med chorizo og kartofler.

Jeg er så heldig at have en lavasten til min ovn, som gør det utrolig nemt at få bunden sprød.  Man lader simpelthen stenen stå i ovnen, mens den varmer op, og når man putter pizzaerne i ovnen, bliver dejen ramt af en intens varme nedefra, der får brødet til at hæve bedre og giver sprød bund uden at brænde. 
Har man ikke en lavasten, så er et godt tip at forbage bundene ved 250 grader i 4-5 min. og først derefter tilføje tomatsauce, ost osv.


mandag den 21. marts 2011

BBQ-marinerede kyllingelår med mangosalsa og yoghurtdressing

En let og lækker hverdagsret, der smagsmæssigt låner lidt fra det caribiske køkken. Mangosalsaen er en eksplosion af smag, der gør fede dressinger overflødige. Her er rettet serveret med jasminris, men det kan selvfølgelig erstattes af grovere sorter, som fx bulgur, brune ris, vilde ris eller perlespelt. 


tirsdag den 15. marts 2011

Moules Mariniére (Hvidvinsdampede Blåmuslinger)

Moules Mariniére er en af mine absolutte livretter. Mange tror måske, at det både er svært og dyrt at lave, men det modsatte er faktisk tilfældet. Oftest kan man få et kilo blåmuslinger til ca. 60 kr., og det tager under en halv time at lave. Det er perfekt til hverdage, hvor man har lyst til noget lækkert, men ikke har tiden eller overskuddet til at stå i køkkenet i flere timer.





lørdag den 12. marts 2011

Lynstegt tun med grape/sesam-dressing og sprøde nudler

Denne opskrift er en fri fortrolkning af en Jamie Oliver-ret, som jeg har tilpasset mine egne smagsløg. I modsætning til hans opskrift, steger jeg tunen kort og ruller den i sesamfrø. Jeg bruger også lidt avocado hvis fede smag komplementerer chilli, grapefrugtsaft og forårsløg. Og så giver det lidt ekstra kulør.

torsdag den 10. marts 2011

Fødselsdagslagkage med hindbær-mascarpone creme og friske bær

En hjemmelavet lagkage går man aldrig fejl af. Det er festligt, dekorativt og med de rigtige ingredienser behøver det ikke være alt for tungt. Denne version er min egen konstruktion og har 2 slags creme og et bærlag. Langt fra kalorielet, men med masser friske bær, der opvejer for det søde.



"Kebabdeller" med fintsnittet kål, yoghurtdressing og hjemmebagte pitabrød

"Kebabdeller" er mit eget påfund, men er i virkeligheden bare en mellemøstligt krydet frikadelle. I denne opskrift er der brugt hakket kalv/flæsk, men man kan også sagtens bruge kalv/lammefars - eller ren lammefars, hvis man ønsker. Hvis man har travlt, så kan man sagtens bruge købte pitabrød i stedet. Jeg anbefaler COOPs på frost - de er supergode.

(Foto er på vej)

mandag den 21. februar 2011

Græske bøffer & hjemmelavet tsatziki


Måske ikke den mest elegante ret, men den smager af sol og sommer.

Det skal du bruge (3-4 personer):
Bøffer:
500 g hakket oksekød (god kvalitet - ellers bliver de tørre og kedelige. Jeg køber helst mit friskhakket hos slagteren)
50-100 g fetaost - smuldret
friskhakket persille
1 æg
Tørrede krydderier (fx oregano, timian osv.)
Lidt salt og peber
Revet hvidløg

Tsatziki:
Græsk yoghurt (fedtprocent efter behov, men yoghurt med lav fedtprocent kan skille)
2 agurker, revet groft på rivejern
Hvidløg efter smag og behag (jeg bruger max 1 fed)
En lille smule citronsaft
En lille smule akaciehonning
Salt
Peber

Sådan gør du:
Bøffer: Rør alle ingredienserne sammen, så farsen samles. Lad den trække ½ time, så smagen trænger ud i kødet. Derefter formes farsen til bøffer og steges i smør/olie på panden (bedst når de er gennemstegt).

Tsaziki: Læg den revede agurk i en si eller dørslag og drys med lidt salt (det dræner agurkerne for væske). Kram agurkestrimlerne ind i mellem for at vride væsken ud. 
Rør yoghurt med lidt citronsaft, akaciehonning, revet hvidløg, salt og peber og vend tilsidst agurkerne i. 

Server fx med ovnkartofler og tomatsalat med rødløg og finthakkede krydderurter.

Pasta med feta, squash og friske tomater

Her er en hurtig, men genial pastaret til hverdage, hvor det hele skal gå lidt hurtigt. Min svigerinde introducerede mig til retten for mange år siden, men den er efterhånden blevet fast bestanddel i vores hverdagsrepetoire.

Spicy gulerodsuppe med masser af vitaminer


Denne opskrift på gulerodssuppe er en rigtig vintervarmer, der giver masser af energi og vitaminer.

Svamperisotto


Svamperisotto er en rigtig klassiker, især til damerne, men på grund af svampenes fyldighed kan de fleste mænd overkomme manglen på kød :)

Spaghetti & Meatballs (Spaghetti med kødboller)


Spaghetti & Meatballs er en af mine absolutte favoritretter, og den går normalt rent hjem hos både børn og voksne. Jeg laver tit en stor portion - den er endnu bedre efter en dag i køleskabet og kan sagtens fryses og genvarmes.

Svensk kladdkaka


Her er en hurtig, nem og superlækker dessertopskrift til hverdag eller weekend. Tror alle kan være på en svensk kladdkaka - løst oversat til dansk er det en brownie-agtig chokoladetærte, som smager fantatisk og tager max 30. min (inkl. bagetid) at lave

American Style Burgerboller og/eller pølsebrød


En nem opskrift på de bedste burgerboller. Bollerne blive faste, bløde og luftige med en svagt sprød skorpe. Når du først har prøvet at bage dem selv, så falmer købebollerne hurtigt. Lav evt. dobbeltportion og gem i fryseren til en anden god gang. Det tager de ikke skade af. 

1-2-3 Æblecrumble


Det skal du bruge (4-6 pers.):
½ kg æbler, helst madæbler fx Belle de Boskop, men andre kan også bruges. Vigtigst er det at de har lidt syre og ikke moser helt ved bagning.
125 g marcipan
150 g sukker
75 g blødt smør
2,5 dl havregyn
Vanillesukker
Kanel

Sådan gør du: 
Tænd ovnen og forvarm til 200 grader.

Bland alle de tørre ingredienser med smøret indtil det er jævnt fordelt og har en "smuldret" konsistens. 

Skræl æblerne og skær dem i tynde både og fordel dem i et fladt, ildfast fad. Riv marcipanen over æblerne, og fordel smuldredejen derover i et jævnt lag.

Sæt i ovnen og bag i 25-30 min. - hold lidt øje med om smuldrelåget bliver for brunt.

Resultatet er en helt sprød top med mosede, søde æbler under. 

Serveres lun og gerne med god vanilleis til.

Lise-pigens tips:
Kan også laves i portionsstørrelser, hvis det skal være fisefornemt. Så gør man bare som ovenfor, men putter indholdet i ramekiner (det er små skåle). NB! bagetiden vil så være lidt kortere.

Eller:

Kan også laves med anden frugt, fx pærer, rabarber eller friske bær, når det er sæson.

Yum, yum!

Supernemme koldhævede flutes

Fantastisk nem brødopskrift, der ikke kræver æltning og kan varieres i det uendelige. Versionen på billedet her er med Tipo 00 (italiensk hvedemel), durummel og speltbageblanding (fra Urtekram).



Lækre, koldhævede morgenboller


Salade Nicoise

Salade Nicoise er en rigtig middelhavsklassiker, som er perfekt på varme sommerdage. Det er en overraskende nem ret at lave, men med de rigtige råvarer giver det et fantastisk, appetitligt resultat.