onsdag den 6. april 2011

Cremet sellerisuppe

Mangler du en opskrift på en hurtig forret, så er her et elegant forslag. Suppen bliver kogt på knoldselleri og fiskefond og kan serveres sammen med alle former for hvid fisk eller skaldyr. Prøv fx med ristede kammuslinger og friske æbletern eller et stykke bagt lyssej og frisk dild.


Det skal du bruge (4 personer):
1 løg, hakket
1 fed hvidløg, hakket
ca. 200 g knoldselleri
2 dl hvidvin
3 dl fiskefond (kan købes hos fiskehandleren - ellers kan du bruge hønsefond)
3 dl fløde


Sådan gør du: 
Skær selleri i tern og svits det i lidt olie sammen med løg og hvidløg uden, at det tager farve. Tilsæt hvidvinen og lad den reducere til ca. det halve. Tilsæt fiskefond og lad den koge op. Lad suppen koge til sellerien er mør (ca. 15 min.). Tilsæt fløden og blend suppen til den er helt jævn og skummer let. 
Server med godt brød og den type fisk, du foretrækker. 


Lise-pigens Tip: du kan også erstatte knoldselleri med pastinak eller persillerod

Ingen kommentarer:

Send en kommentar