torsdag den 24. marts 2011

Pizza - made from scratch!

At lave hjemmelavede pizzaer er efterhånden blevet lidt af en lidenskab (læs: besættelse) for mig. Jeg har brug lang tid på at finde den bedste opskrift på dejen, så den får den rigtige balance mellem sødt, salt, blødhed og sprødhed. Jeg føler, at jeg nu er kommet så langt, at opskriften er værd at dele med jer.

Opskriften her er en basis pizzadej og tomatsauce. Derefter kan man jo variere fyldet efter sine egne smagsløg. Mine favoritter er med chorizo og squash og med italienske kødboller. Denne version er dog med chorizo og kartofler.

Jeg er så heldig at have en lavasten til min ovn, som gør det utrolig nemt at få bunden sprød.  Man lader simpelthen stenen stå i ovnen, mens den varmer op, og når man putter pizzaerne i ovnen, bliver dejen ramt af en intens varme nedefra, der får brødet til at hæve bedre og giver sprød bund uden at brænde. 
Har man ikke en lavasten, så er et godt tip at forbage bundene ved 250 grader i 4-5 min. og først derefter tilføje tomatsauce, ost osv.




Det skal du bruge:
Basis pizzadej (giver ca. 8 pizzaer. Du kan sagtens fryse den rå dej, så lav bare en hel portion og frys resten til en anden gang. På den måde er det hurtigt at lave pizzaer en anden gang): 
1 kg Tipo 00 hvedemel (ekstra fintmalet, som har bedre bageevne og giver sprødere skorpe)
650 ml. lunkent vand
1 pakke tørgær
1 spsk rørsukker
4 spsk olivenolie
1 spsk salt
Tomatsauce (passer til ca. 4 pizzaer):
1 flaske passata di pomodoro
1 fed hvidløg
1 lille løg
En god håndfuld basilikum inkl. stilkene - hakket 
En lille håndful persille inkl. stilkene - hakket
1 tsk salt
Friskkværnet peber
Derudover:
Mozzarella ost (rigtig mozzerella, ikke det gummiagtige i strimler) - ca. 1/2 mozzerella per pizza
Revet cheddar - ca. 1 lille håndfuld per pizza
Toppings:
Rødløg i tynde både - ca. 1/2 normalstørrelse løg per pizza
Chorizo
Finthakket chilli
Kogte kartofler i tynde skiver
Tørret oregano
Tørret timian
Frisk basilikum
Frisk rosmarin


Sådan gør du:
Start med pizzadejen. Varm ovnen op til 250 grader. Hvis du bruger lavasten, skal stenen stå i ovnen fra starten, så den bliver varm nok. Ellers lad bagepladerne stå i ovnen, så du lægger pizzaerne på en brandvarm plade - det giver lidt samme effekt som en bagesten.
Bland vand med olien, sukker og salt, rør rundt og lad stå i nogle minutter til gæret er opløst. I en skål blander du mel og salt og tilsætter derefter væsken. Rør rundt med en gaffel til dejen har samlet sig lidt. Hæld den derefter ud på et rent, meldrysset bord og ælt godt til du har en jævn og smidig dej. Dejen skal helst være lidt fugtig, men bare rolig: olivenolien gør, at det ikke klistrer. Drys lidt mel i skålen og læg dejen deri og dæk med et vådt klæde og lad hæve i ca. 1 time. Tip! Hvis du har travlt (eller bare er sulten), så kan man dække skålen med plastikfilm og så hæver dejen på ca. halv tid. 
Når dejen har hævet, så slår du den ned (dvs. ælter den en lille smule, så luften slås ud af den). Derefter deler du dejen i lige store dele (4-8 afhængigt af om du har lavet en hel eller halv portion) og ruller dem ud til ensartede cirkler med en kagerulle. Vend bundene efterhånden, som du ruller og drys med en lille smule mel - så sikrer du, at de ikke klistrer til bordet. 
Hvis du ikke har en lavasten, så forbager du bundene i ca. 4 min. - det giver en bedre bund. Lad bagepladerne stå i ovnen mens den varmer og læg bundene på bagepapir og derefter på de knaldvarme plader. Derefter tager du dem ud, dækker dem med tomatsauce, ost og derefter fyldet. Så bager du dem igen i ca. 10-12 min. ved ca. 200 grader. Bagetiden kan variere meget fra ovn til ovn, så hold øje med dem og tjek om bunden er sprød (løft bunden og bank lidt på den med en gaffel).  
Hvis du har lavasten (bagesten/pizzasten), så behøver du ikke forbage, men du skal lige sikre dig, at stenen er gennemvarm. Så "dresserer" du bare de rå pizzabunde med tomatsauce, ost og fyld og putter direkte i ovnen. Jeg har en spatel, som gør det nemt, men ellers kan man lægge pizzaerne på bagepapir og løfte dem forsigtig ind i ovnen. Bag ved 220 grader i ca. 10-12 min., men hold øje med dem undervejs - bagetiden kan være anderledes i din ovn.
Tomatsauce:
Svits løg og hvidløg i lidt olie til de bliver blanke, men de må ikke brune (så smager hvidløget bittert). Hæld tomat på, tilsæt salt og peber og de hakkede krydderurter. Lad saucen simre en halv times tid - eller mens dejen hæver. Blend den med en stavblender, smag til og tilsæt mere salt/peber, hvis nødvendigt. 
Ost: Jeg bruger en kombination af mozzerellaost og cheddar, da jeg synes det giver en god balance. Jeg dræner mozzerellaosten først ved at presse væsken ud af den og derefter skære den i skiver, lægge den på køkkenrulle og drysse med en lille smule salt. Gør man ikke det, risikerer man, at osten afgiver alt for meget væske under bagningen og så får man bare en våd pizza. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar