tirsdag den 5. juni 2012

Bagt lyssej med sprød top og ovnstegt ratatouille

I kategorien "Hurtige, nemme hverdagsretter" får I denne opskrift, der er propfyldt med smag og gode sunde næringsstoffer. I princippet kan du variere denne opskrift med alle mulige forskellige typer fisk - og forskellige slags grøntsager efter, hvad du har i køleskabet. Her er der brugt lyssej, som er en dejlig fast, mild, hvid fisk og primært "middelhavsgrønstager" som peberfrugter, tomater, fennikel og squash.


Det skal du bruge (hovedret til 2 personer):
Ca. 300-400 g lyssej (kan købes hos fiskehandleren)
Sprød top:
En lille smule brødkrummer (tag indmaden fra et par dage gammelt hvidt brød og smulder det til krummer)
En lille smule revet citronskal (økologisk)
En lille håndfuld revet parmasanost
Lidt hakket persille
Lidt hakket frisk timian eller oregano
Lidt olivenolie
Ovnbagt ratatouille:
1 squash
1-2 peberfrugter (helst røde og gule, de er sødest)
1 fennikel
1-2 rødløg (afhængigt af størrelsen)
5-6 cocktailtomater skåret i halve
1-2 fed hvidløg, revet
Et par kviste frisk rosmarin, grofthakket
Et par kviste frisk timian eller oregano, grofthakket
En god håndfuld hakket persille (helst bredbladet)
Olivenolie
Salt & peber


Sådan gør du:
Tænd ovnen på 180 grader (varmluft). Skær fisken i passende størrelser. Et godt tip: skær fiskestykket halvvejs igennem og buk det sammen - så får du et flot stykke fisk. Salt det godt og læg det på lidt køkkenrulle, indtil det skal i ovnen.
Klargør alle grøntsagerne til ratatouillen og skær dem i grove stykker. Læg dem i en bradepande eller ovnfast fad og vend dem med olivenolie, hvidløg og krydderurter, salt & peber. Sæt faddet i ovnen og bag i ca. 15-20 minutter. Vend gerne undervejs.


Imens smuldrer du brød til brødkrummer, vender det med revet parmasan, krydderurter, olivenolie, citronskal og salt og peber. Pres det sammen og fordel det på fiskestykkerne. Tag bradepanden med grøntsager ud og læg fiskestykkerne oven på. Sæt tilbage i ovnen og bag i 10-12 minutter ved 180 grader (bagetiden afhænger af fiskens størrelse). 
Så er det bare at spise, mens det er varmt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar