torsdag den 9. august 2012

Sprød spætte (rugmelsstegt rødspætte)

Ferien er overstået og det er tilbage til hverdagen. Det er stadig sæson for let sommermad og her får du en dansk klassiker, som hele familien kan være med på. Køb hele rødspætter hos fiskemanden og sørg for, at de er superfriske. Jeg bruger rugmel i stedet for den klassike panering med rasp. Jeg synes det er mere delikat, men du får stadig den sprøde overflade.

Det skal du bruge (2 personer):
2 hele rødspætter flåede og rensede
1 æg, pisket
En lille smule mælk
Rugmel
Salt og peber
Smør og olie til stegning

Sådan gør du:
Vask og tør fiskene. Pisk æg sammen med lidt mælk. Bland rugmel med salt og peber. Vend først fisken i rugmel, så i æggemassen og så i rugmel igen. Smelt smør sammen med lidt olie på en god pande med slip-let overflade. Steg ved medium varme til overfladen er sprød og vend så. Pas på du ikke giver for meget varme, så paneringen bliver brændt og fisken tør.

Server med det samme - fx som her med hele ovnbagte kartofler og lidt spidskålssalat, eller helt klassisk med nye kogte kartofler og persillesauce.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar