torsdag den 24. november 2011

Græskar-risotto

Jeg bliver aldrig rigtig træt af risotto og denne version med bagte græskar passer jo godt til sæsonen. Her er den helt uden "tilbehør", men den ville gøre sig rigtig godt sammen med fx ristede kammuslinger eller et stykke smørristet fisk.
Det skal du bruge (hovedret til 2, forret til 4):
1 hokaido-græskar
2 fed hvidløg, revet
En lille smule tørret oregano
En lille smule tørret merian
Lidt olivenolie, salt og peber
2 skalotteløg eller et alm. løg, meget fintsnittet
1 spsk smør 
2 dl hvidvin
600 ml. hønsefond, kogende
250 g risottoris (arborio)
En håndfuld frisk persille, hakket
Revet parmasan

Sådan gør du: 
Tænd ovnen på 200 g. Del græskarret og kasser "indmaden" (frugtkød og kerner). Skær skrællen af og  skær græskarret i grove stykker. Vend stykkerne med revet hvidløg, krydderurter, olivenolie, salt og peber. Bag i ovnen til de er møre, ca. 20-25 min. 
Svits løgene i smørret uden, uden at de bruner. Tilsæt risene og vend dem rundt til de er blanke. Tilsæt hvidvinen og lad den reducere til halvdelen. Hæld derefter ca. 1 dl. hønsefond i ad gangen og lad risene absorbere den inden du hælder mere i. Fortsæt under omrøring til risene er al dente - det tager cirka 20 minutter. Et par minutter inden risene er klar, tilsætter du græskarstykkerne. Mas dem lidt ud sammen med risene, så risottoen får en flot gul farve. Tilsæt en god håndfuld revet parmasan og friskhakket persille. Smag til og tilsæt salt & peber efter behov. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar