søndag den 2. oktober 2011

Lun linsesalat med feta, ristet rødbede og gulerod

Jeg er vild med de delikate grønne Puy-linser, som når kogt "al dente" har en skøn tekstur og nøddeagtig smag. Linser kan bruges i et utal af opskrifter - både varme og kolde. Denne opskrift gør sig rigtig godt som en sund frokostret, men kan også sagtens bruges som tilbehør til kød eller fisk. Linser har et meget højt indhold af protein, som giver en rigtig rar mæthedsfornemmelse og fibre, der giver maven noget at arbejde med. Du kan variere linsesalat i det uendelige, men jeg forsøger altid at balancere ingredienserne, så der er forskellige teksturer og smage. Her har jeg brugt nye danske rødbeder og gulerødder (ristet kort på panden), der giver sødme og sprødhed; rucola, som har en dejlig bitter sennepsagtig smag; en lille smule feta, som giver en rund, salt fedme; lidt finthakket rødløg som giver skarphed og lidt balsamico, som giver syre.

Det skal du bruge (1 person):
1 dl grønne Puy-linser (de bliver ikke melede)
1 lille rødløg
En håndfuld rucolasala
2 gulerødder
1-2 rødbeder (afhængigt af størrelsen)
1 lille smule feta, smuldret
Lidt balsamico
Olie til stegning


Sådan gør du:
Skyld linserne under koldt vand. Kog dem i letsaltet vand tilsat 1/2 rødløg i ca. 15. min. Kogetiden veksler afhængigt af linsetypen, så smag på dem løbende. Jeg foretrækker, at de stadig har lidt bid, men det er jo en smagssag. Skræl gulerødder og rødbeder og skær i små tern. Rist dem på panden i lidt olie, salt og peber til møre, men stadig med lidt bid. Gulerødderne vil uundgåeligt tage farve fra rødbederne, når du steger på samme pande, men pyt med det. Tilsæt en lille smule balsamico til sidst og lad det trække ind i grøntsagsternene. 
Hak den anden halvdel af rødløget fint, skyld og tør rucolaen, smulder fetaen med fingrene. Hæld vandet fra linserne og lad dem dampe af i et par sekunder. Vend alle ingredienser sammen i en skål og spis med det samme. Salaten kan selvfølgelig også sagtens spises kold :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar