mandag den 8. august 2011

Jordbær/rabarber tiramisu

Her er en virkelig nem og hurtig dessert, som er allerbedst, når lavet på friske bær og frugter fra sæsonen, men du kan selvfølgelig også bruge frosne bær. Jeg har her brugt jordbær og rabarber, men du kan sagtens bruge andre bær som hindbær, brombær, stikkelsbær, ribs, eller hvad du nu kan få fat i. Dog er det godt at bruge et bær (eller frugt), som har lidt syre, da det er en god kontrast til den søde, fede creme. 
Det skal du bruge (4 personer):
Creme:
1 bæger mascarpone (ca. 250 g)
1/4 l piskefløde
Vanillekorn fra en stang vanille
ca 3-4 spsk flormelis (lidt afhængigt af, hvor sød man vil have cremen - smag dig frem)
Frugtkompot:
Et bundt rababer
1 bakke modne jordbær (du kan bruge frosne bær, men de kan have brug for mere sukker)
ca. 4 spsk. sukker
2 tsk. vanillesukker (eller læg den brugte vanillestang i grøden, mens den koger)
1/2 dl. vand
Derudover:
Lady fingers
En lille smule sødlig vin, som fx Asti, Prosecco, Muscat/Muscato eller Rosé

Sådan gør du:
Start med frugtkompotten. Vask, rens og skær frugten i mundrette stykker. Læg frugten i en gryde og tilsæt de andre ingredienser. Lad den simre i  20 min. og lad den derefter køle godt af. Kompotten kan sagtens laves dagen før - eller flere dage før og fryses ned. 
Cremen: tag mascarponeosten ud af køleskabet og lad den blive stuetemperatur inden den skal bruges. Det gør det nemmere at røre den ud. Pisk fløden til en blød skum - du må endelig ikke piske den for hårdt! Tilsæt sukker og vanille til flødeskummet og vend det i. Vend derefter forsigtigt mascarpone og flødeskum sammen til det er en ensartet, creme. Smag og tilsæt mere flormelis, hvis nødvendigt. Nu skal du "samle" desserten: først lægger du et par lady fingers i bunden af et glas. Hæld lidt vin henover. Derefter et lag frugtkompot, så et lag creme, så et lag lady fingers, frugt, creme osv. Fortsæt til glasset er fyldt og glat overfladen med en kniv. Desserten er bedst, hvis den får lov at stå og sætte sig et par timer i køleskabet. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar